Fodbold er en holdsport spillet af to hold á 11 spillere, som bruger en bold. Spillet betragtes som den mest udbredte sport i verden og spilles på en rektangulær bane af naturgræs eller kunstgræs.
Meningen med spillet er at score ved at få bolden ind i modstanderens mål. Ingen spillere må røre bolden med hænderne inden for banens afmærkede område udover målmændene, der har tilladelse til at spille bolden med hænderne i eget felt. Resten af holdet bruger oftest fødderne til at spille bolden, nogle gange med deres torso eller hoved for at få fat i bolden i luften.
Holdet, der har scoret flest mål ved fodboldkampens afslutning, vinder. Hvis stillingen er lige ved spillets afslutning, er fodboldkampen endt uafgjort. I nogle konkurrencer, hvor der skal findes en vinder (eksempelvis en finale eller anden form for turnering), kan der blive forlænget spilletid og/eller en straffesparkskonkurrence.
Det moderne boldspil blev opfundet i England efter dannelsen af The Football Association, hvis regler fra 1863 danner grundpillen for det spil, der bliver spillet i dag. Fodbold styres internationalt af FIFA, der står for konkurrencer, og IFAB, der står for reglerne. Den største konkurrence i fodbold er VM i fodbold, der er afholdt hvert fjerde år siden 1930, med undtagelse af 1942 og 1946 grundet Anden Verdenskrig.
En af de første former for fodbold blev muligvis spillet i det gamle Ægypten, hvorfra man har fundet bolde lavet af læder, træ og papyrus 2000 f.Kr. Kristus. Man har også fundet boldspil i Kina, i antikken, hos aztekerne og mayaerne. Europæernes første kontakt med denne form for boldspil fandt sted i Romertiden.